By- og Mindeforeningen indbyder til Medlemsmøde

Gudhjem By- og Mindeforening har sendt følgende indbydelse ud til deres medlemmer. Men man kan godt komme med selvom man endnu ikke har tegnet medlemskab. Man kan nemlig melde sig ind på selve aftenen.

Så har du lyst til at høre hvordan det første halvår med den nye bestyrelse er gået, så sæt kryds i kalenderen den 3. november.

Gudhjem museum

Kære medlemmer!

Som I alle ved, tog en ny bestyrelse over for ca. et halvt år siden. Vi har haft travlt med at sætte os ind i alle opgaverne med at drive Gudhjem Museum og få det hele til at fungere. Det har været en stor, men også en spændende udfordring. Nu er vi ved at få ro på, og vi har kræfter til nye initiativer. Det har vi skrevet lidt om i de 2 nyhedsbreve, som er udsendt henholdsvis før og efter sommeren.

Foreningen har jo 3 “ben at gå på”:

– museets vedligeholdelse og drift,

– lokalhistoriske opgaver og initiativer, samt

– by-opgaverne – om trafik, grønne områder, bybevaring, havnene, gaderum osv

Det har været vores ambition fra starten at inddrage medlemmerne så meget som muligt, dels som hjælpere i det daglige, her især som billettører, men også som medlemmer i vores arbejdsgrupper, dels som ide-skabere og initiativtagere, – eller blot mindre praktiske ad hoc opgaver. Det er vores mål, at der skal være størst mulig dialog mellem bestyrelse og medlemmer, og ikke bare et samvær ved den årlige generalforsamling. Derfor vil vi fortsætte med nyhedsbrevene og desuden vil vi af og til holde medlemsmøder.

Nu har vi den glæde at indbyde til et medlemsmøde

TIRSDAG DEN 3. NOVEMBER 2015 KL 19.30 – ca 21.30 PÅ GUDHJEM MUSEUM.

Alle medlemmer er velkomne – og der er mulighed for at tegne medlemskab under mødet. Vi vil fortælle om det hidtidige arbejde omkring museet, og i vores arbejdsgrupper. Og vi vil løfte sløret for de initiativer bestyrelsen har taget for vinteren og næste forår. Kommunens tilskud er sikret for 2016 og fremtiden tegner lys for foreningen, synes vi. Så regner vi med at få gode ideer og forslag fra jer medlemmer, og også gerne kritik. Og vi håber også, at der er medlemmer der får lyst – eller lige frem trang – til at være med til at løfte både de planlagte og nye opgaver. Ideer til medlemsaftener, ture, udstillinger, osv osv. Vi skal også meget gerne have udvidet vores billettør-stab med 4-6 friske m/k til næste år – tænk over det som en chance for at være aktiv i dit lokalsamfund og møde interessante gæster på museet!

Undervejs i mødet byder vi på kaffe, te, øl og vand og måske hjemmebagt kage?

Vi glæder os til at se jer!

Mange gode hilsner på bestyrelsens vegne

Birgitte Jallov – formand