Onsdag bliver der snakket om økologi, imarksætteri og tilflytning på Gudhjem Museum. Interessen er stor – 100 mennesker har tilmeldt sig. Læs mere om arrangementet her.
Det er en kendt sag at “Gaarden” – øens Madkulturhus i Melsted – er blevet noget af et trækplaster. Besøgstallet på Melstedgaard er næsten fordoblet siden Madkulturhuset åbnede. I tilknytning til Madkulturhuset – på en lille stump jord bag Melstedskoven har Emilie og Roee etableret deres virksomhed Permagrønt. Her dyrkes økologiske grønsager og der undervises i permakultur mm. Bornholm fattes økologiske grønsagsavlere og gartnere. De sidste større gartnerier lukkede for ca. 30 år siden, så øens selvforsyningsgrad er helt i bund når vi taler om grønsager.
Det skal der gerne laves om på, og et projekt “Imarksætter” har siden årsskiftet arbejdet med ideer til hvad der kan lokke flere økologer til øen. Gudhjem Museum lægger onsdag d. 6. december kl. 16.00 lokale til et møde, hvor resultaterne af dette projekt bliver præsenteret. Ved samme lejlighed får Gudhjem-Melsted besøg fra den økologiske Kalø Landbrugsskole af 15 landbrugsskoleelever, der alle bliver færdiguddannet til januar 2018. Vi håber at kunne overbevise nogle af dem om, at området omkring Gudhjem og Melsted vil være det helt rigtige sted for dem at bo, leve og starte virksomhed op! På mødet vil en initiativgruppe også løfte sløret for planer om, at give lokale borgere og virksomheder chancen for at investere i en fællesskabsejet økologisk drevet gård, der tænkes etableret i vores nærområde.
Leave a Reply