Masser at se på i Gudhjem Museum

De ligger ikke på lade side, folkene bag Gudhjem Museum. Museet slog dørene op søndag den 2. april og holder åbent alle dage til og med den 7. maj. Hver dag fra 13.00 til 17.00. Og hvad kan man så se?

Jo, der er rigeligt at opleve. Ikke mindre end fem udstillinger disker man op med. Herunder den efterhånden traditionelle “Årets Bornholmske Pressefoto”. Læs mere om de forskellige udstillinger lige her:

Sidste års pressefoto på Bornholm. Foto: Berit Hvassum
Sidste års pressefoto på Bornholm. Foto: Berit Hvassum

Udstillingshallen: ÅRETS BORNHOLMSKE PRESSEFOTO 2016/17

Mon det er blevet en tradition? I hvert fald er det nu andet år i træk, at Gudhjem Museum giver plads til 60 af de bedste fotos bragt i Bornholms Tidende gennem 2016. De er hovedsaglig fotograferet af bladets tre faste fotografer: Svend-Erik Larsen, Allan Rieck og Berit Hvassum. Men freelancere samt bladets fotograferende journaliser deltager også. En dommerkomité bestående at fotografen Justine Høgh, avisens chefredaktør Søren Christensen og Gudhjem Museums udstillingsansvarlige, grafikeren Jørgen Koefoed har udvalgt billederne af cirka 220 mulige. Fire af dem blev nomineret til at blive Årets Bornholms Pressefoto 2016. Af disse er et enkelt udvalgt til at blive det bedste i 2016. Det vil alt sammen blive afsløret under fernisagen 1. april kl. 14:00.

Fotografierne der optræder i A2-størrelse [42 x 60 cm] er til salg for 300 kr. stykket.

Stationsbygningen: MODERNE STILEBEN

Fotografen JUSTINE HØGH bor i Snogebæk på Bornholm. Hun har gennem sit korte liv foretaget sig rigtig mange ting – både her på Bornholm og i Tyskland. Hun kastede sig over det fotografiske, da hun rundede de 30 og har som autodidakt gjort sig stærkt gældende inden for alle genre: Portrætter, mode, reklame, pressefoto og reportager fra ind- og udland. I forrige uge fotograferede hun fx for New York Times i Melsted. Justine Høgh hører til blandt de allerbedste all-round- fotografer her på øen … og ja, lad os bare tage resten af Danmark med.

Derfor er vi glade for, at hun har sagt ja til for første gang at udstille på Gudhjem Museum. Det bliver med fotos, specielt creeret til denne udstilling. Hun kalder sine billeder for MODERNE STILLEBEN med inspiration fra de gamle kunstneres klassiske Nature Morte.

Stationsbygningens Pakrum og Venteværelse: GUDHJEMBANEN

Sidste år fejrede Museet 100-året for Gudhjembanens start med en storstilet udstilling i hele Stationsbygningen. Nu er denne udstilling blevet komprimeret og bliver en af de faste udstillinger. Her vil der også blive mulighed for at se den video, der til udstillingen blev produceret af Utopia Film ved Tonny Nybirk. Det er en droneoptagelse, der viser togets bevægelse gennem landskabet fra stationen i Østerlars til endestationen i Gudhjem. Den varer 7 minutter.

Stationsbygningens Vestibule: OLUF HØST SKITSER

Gudhjems berømte maler Oluf Høst udarbejdede en masse skitser. Dels i sine breve, men også i forbindelse med de malerier, han producerede. Efter hans død blev Museet tilbudt en stor stak. Kunstnerne Inge Lise Westman og Ole Christensen udvalgte de bedste af dem – omkring 100 ialt. Skitserne har være i arkiv i nogle år, men er nu atter kommet frem i lyset.

Stationsbygningens Førstesal: GUDHJEM I GAMLE DAGE

Den permanente lokal-historisk udstilling om GUDHJEM I GAMLE DAGE. Fotografier og rariteter fra dagliglivet i Gudhjem – ikke mindst fra fiskeriet, som var omdrejningspunktet i byen i forne tider.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*