På Jørgen Koefoeds blog skriver Jørgen om Holkadalen:
ET LILLE BITTE STYKKE NATUR – som munder ud i Gudhjem – der er lige så smuk, som det er småt. Holka-dalen er på størrelse med en stor fodboldbane og Holka-renden, der løber fra Brandstationen på Duebakken og ud i Holkadalen er vel ikke meget mere end 100 meter lang. Et stykke overskuelig natur, hvor selv den dovne, kan få en storslået naturoplevelse, uden at få blodet til at pumpe – det skulle da lige være over den overdådige herlighed med undertonerne af de underjordiskes tilstedeværelse – især når man slentrer gennem den skarptskårne Holka-rende. Ordet Holke eller Holka er en afledning af ordet holk. Det er et låneord fra Skåne og betyder hulning.
Kig ikke for meget op på broen, der ligger helt oppe under himmelhvælvet over Holkadalen. Du får bare hold i nakken – og så pynter den ikke på det magiske sted. Den blev indviet i 1957 og skabte inden da ravage i det lille fiskeleje. Den ene halvdel af befolkningen med maleren og professor ved Kunstakademiet Niels Lergaard (1893-1982) i spidsen kæmpede blodigt og indædt for at få lagt broen længere inde i landet. Den anden halvdel med maleren Oluf Høst (1884-1966) i front ville have broen, hvor den ligger nu. Den skulle jo nødigt ind og ødelægge Olufs Bognemarksidyl, hvor han malede sine solnedgansgbilleder. De gode venner Lergaard og Høst forblev efter denne batalje, som nåede helt ind i Folketinget, uvenner resten af deres liv.
I starten af 1900-tallet og frem blev dalen benyttet til byfester, teater og gøgl, men i 70’erne mistede man interessen for disse udskejelser, så bortset fra et par gange de senere år, hvor teatergruppen Rakkerpak har afholdt nogle teaterforestillinger, ligger området øde hen i al sin stilhed og majestætiske ro.
Foto©JørgenKoefoed.